Noget, der virkelig kan ødelægge en rigtig god ferie, er flyforsinkelser. Alle frygter at det sker lige præcis for dem. En lufthavn er ikke lige stedet man gider at fordrive timevis i. Men ikke desto mindre, så hænder det forholdsvis ofte at ens fly bliver forsinket af den ene eller anden årsag. Men hvad har du egentlig ret til, hvis dette sker?
Du er mere sikker, når Europa indgår i din rejse
Når man flyver mellem europæiske lande eller til og fra Europa, findes der nogle særlige EU regler i forbindelse med forsinkelser på fly. Disse er selvfølgelig til stede for at tage hånd om dig som rejsende, så din tur ikke både bliver længere end forventet, men også meget dyrere. I og med at det er EU regler, gælder disse ikke når man rejser mellem lande udenfor Europa.
Dine rettigheder når dit fly er forsinket
Det er en stor fordel at kende til ens rettigheder på forhånd. For det er nemlig ikke altid at flyselskaberne er lige gode til selv at oplyse disse rettigheder. Er du velforberedt risikerer du dermed ikke at blive snydt for noget der retmæssigt tilkommer dig og som vil gøre den irriterende forsinkelse lidt bedre.
Først og fremmest har du ret til at få noget at spise og drikke mens du venter. Derudover har du også ret til et sted at overnatte samt transport til og fra stedet, hvis forsinkelsen strækker sig til næste dag eller du er blevet ombooket til en afgang den følgende dag.
Det kan ske at man i første omgang selv skal lægge pengene ud for disse udgifter. Derfor er det en god ide at gemme alle ens kvitteringer, så man efterfølgende kan bevise hvad man har brugt og få kompensation for det.
Udover disse ting har man faktisk også ret til en økonomisk kompensation for selve forsinkelsen. Her er der to faktorer der spiller ind på hvor høj denne kompensation bliver. Nemlig hvor længe forsinkelsen varer og årsagen til at forsinkelsen opstod. Det er faktisk muligt at få helt op til 5000 kr. i kompensation. Grænserne for de forskellige kompensationer, når det kommer til tidsaspektet, er på henholdsvis to, tre og fire timer.
Det store MEN når det kommer til flyforsinkelser
Nu kan det godt lyde til at det egentlig kan være meget fedt hvis ens fly bliver forsinket, når nu der er så mange ting man har ret til. Her skal det dog siges at der også er visse situationer hvor man ikke har ret til kompensationen. Det er når der er tale om usædvanlige hændelser. Kort sagt dækker usædvanlige hændelser over de situationer hvor flyselskabet ikke havde en jordisk chance for at have forudset og dermed undgået årsagen til forsinkelsen.
Sådanne former for situationer indebærer naturkatastrofer, terrortrusler og -angreb eller hvis en ulovligt varslet strejke opstår. Disse situationer er det hverken muligt for flyselskabet at kontrollere eller forudsige og derfor vil det ikke være deres skyld at flyet er forsinket. Derfor har man heller ikke ret til kompensation når det er sådanne grunde der er til forsinkelsen.